Asminderød sogn
1660-1801
Uddrag af Danske Lov af 15. april 1683 

 
Danmark opfattes i almindelighed som et retssamfund, d.v.s et samfund med en gældende lovgivning, men vi har ikke - som i så mange andre lande - en lovbog, der omhandler alle lovområder.  Reglerne må søges i mange forskellige love.

Endnu den dag i dag gælder en del regler fra Danske Lov, givet af enevoldskongen Christian V (1670-1699) som en forordning af  15. april 1683.  Loven selv byggede på en ældre retstilstand i og med at der i den fandtes regler fra Jyske Lov fra 1241 og lovregler fra det 16. og 17. århundrede.  Man har altså bevaret kontinuiteten i den danske retsudvikling, som kun i ringe grad er påvirket af Romerretten.

Danske Lov var imidlertid ikke en lovbog i den samme betydning, som man i nutiden forbinder med begrebet, og som man f.eks. kender det fra den franske Code Civil af 1804, den tyske Bürgerliches Gesetzbuch af 1896 og svejtsisk Civillovbog af 1906.  I dem plejer man at finde almindelige regler, der f.eks. bestemmer, hvornår en kontrakt er bindende, og under hvilke betingelser man pådrager sig et erstatningsansvar.  Men Danske Lov er for en stor del , hvad man kalder ”kasuistisk” (konkret) affattet.  Den afgør et enkelt praktisk forhold, der har foreligget, men overlader i øvrigt til dem, der skal anvende loven, deraf at udlede den almindelige lære.

D.L. 6-11-3 (læses: Danske Lovs 6. bog, 11. kapitel, 3. artikel) indeholder således en regel om en ganske bestemt situation, og det er så op til den juridiske sagkundskab heraf at søge at udfinde den almindelige regel om, hvilken betydning det har for en persons erstatningsansvar, at han har handlet af ”våde”. 

 
Vi Christian den Femte af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, Giøre hermed for alle vitterligt, at saasom Guds-Frygt og Retfærdighed ere de tvende fornemste Støtter og Hovetpillere, med hvilke Lande og Riger udi deris bestandige Flor og Velstand befæstis og opholdis, og derfor ligesom Gud Allermægtigste til det første haver givet Os een stor Anledning i disse Nordiske Lande, hvor hand saa naadeligen haver ladet antænde sit Ords og Evangelii klare Lys, som aabenbarligen over alt iblandt os skinner og lyser til den sande og rette Religions Bestyrkelse, som bestaar i een fornuftig og retsindig Guds-Frygt og Dyrkelse;  Saa er og til det andet, som er Ret og Retfærdighed i Lande og Riger at stadfæste, høyligen fornøden saadanne Love at beskikke og forordne, hvorved Retfærdighed fra al Vold og Indpas maa vorde beskærmet; Ti dersom et hvert Menniske var retsindigt og ville nøjis med det ham med rette tilkom, og ikke søge sin Næstis Skade, men giøre hannem den samme Ret.......

 
Første Bog: Om Retten og Rettens Personer 1. Capitel: Om den Lydighed mand Lovgiveren og Loven skyldig er
Anden Bog: Om Religionen og Geistligheden 4. Capitel: Om Præsternis Embede med Tienesten i Kirken og Prædiken
6. Capitel: Om Præsternes Embede med Ungdommens Undervisning
8. Capitel: Om Præsters Embede med Egtefolk, Jordemodere og Barselsqvinder
15. Capitel: Om Degne og Substituter
18. Capitel: Om Skolerne
23. Capitel: Om Tiende
Tredie Bog: Om Verdslig- og Huus-stand 10. Capitel: Om Maal og Vægt
13. Capitel: Om Landboe eller Fæstebønder og Landsby-Handel
14. Capitel: Om Vornede
17. Capitel: Om Umyndige og Værger
19. Capitel: Om Tienistefolk paa Landet og i Kiøbstæderne, Inderster og Løsgængere
Fjerde Bog: Om Søeretten 1. Capitel:  Om Skipperis, Styremænds og alle andre Skibs-Betienters Antagelse, Løn og Forhold
Femte Bog: Om Adkomst, Gods og Gield 1. Capitel: Om Contracter og Forpligter
2. Capitel: Om Arv og Skifte
10. Capitel: Om Jord, Ejendom, Fællet, Jagt, Fiskeri
14. Capitel: Om Gield
Sjette Bog: Om Misgierninger

Danske Lov var faktisk så "moderne", at vor nugældende
Straffelov er opbygget over Danske Lov.s 6. bog

 1. Capitel: Om vildfarende Lære, Guds Bespottelse og Trolddom
6. Capitel: Om Manddrab
7. Capitel: Om Afhug og Saar
9. Capitel: Om Husfred, Kirkefred, Tingfred, Vejefred, Plovfred
10. Capitel: Om Skade af anden Mands Vaaben eller Fæ
11. Capitel: Om Naadis Gierning
13. Capitel: Om Løsagtighed
14. Capitel: Om Vold og Herverk
15.Capitel: Om Ran
17. Capitel: Om Tyveri

Første Bog: Om Retten og Rettens Personer

1-1-3
Ingen  maa tage sig selv Ret, men én hver skal tale og deele sig til Rette.
1-2-1 
Printzerne og Printzesserne af Blodet skulle for ingen Underdommere svare, men deris første og siste Dommere skal Kongen være, eller hvem hand særdelis dertil forordner.
1-14-1 
Den, som anden vil sigte og saggive for nogen Gierning, eller Ord, hand skal giøre det paa fersk Fod, saa snart hand derom videndis vorder.
1-23-12
Ingen, som ikke er sine fulde fem og tyve Aar, skal være forpligtet, eller tillat, at svare til noget Forløfte, eller Hægtelse, hand inden, eller uden, Riget giort haver.

Anden Bog: Om Religionen og Geistligheden

2-4-2
Hvert Sogn i Købstæderne skal i det mindste have to Prædikere; Men hvor der er stor Menighed i een Bye og ikkun et Sogn, der maa de have flere.
2-4-17
Præsterne paa Landsbyerne, som have ikkun et Sogn, skulle begynde Kirketienisten, om Sommerdag ved syv Slet, og om Vinterdagen ved otte Slet. Have de fleere Sogne, da skal de hver anden Søndag først holde Tienisten i Hovedsognet, og hver anden Søndag i Annexet, undtagen i Novembri, Decembri og Januario, i hvilke tre Maaneder de maa alle Søndage og Helligdage holde først Tieniste i Hovedsognet. Ellers skulde de begynde Tienisten i den Kirke, som den først skal holdis udj, ved sex Slet, undtagen i fornævnte tre Maaneder, i hvilke Tienisten skal begyndis ved syv Slet; Og skulle Præsterne om Søndagen advare Meenigheden, i hvilket Sogn og paa hvad Tid Tienisten skal begyndis efterfølgende Søndag, Helligdag, eller Bededag. 
2-4-6
Præsterne skulle i deres Prædikener forklarede de forordnede Texter, og dennem henføre til Troens Lærdom og christelige Skikke og Sæder, og retteligen lære Loven og Evangelium efter Guds aabenbarede Ord, og den Hellige Kirkes Symbola, og den uforandrede Augsburgiske Bekendelse, og baade i Kirken saavelsom andetsteds, i ærlige Forsamlinger, i Omgængelse og Besøgelser, formane deres Tilhørere at frygte Gud og ære Kongen, og i deres Liv og Levnet lade se Troens Frugter;  Og særdeles saa lempe deres Prædikener, efter som Tilhørernes Forhold meest udkræver.
2-6-2
Dersom Ungdommen bliver forsømmelig at lære Børnelærdommen, skulle de af Præsten straffes derfor, og Forældrene alvorligen paamindes og formanes, at de jo holde deres Børn dertil, og dem ingenlunde derfra forholde, ejheller nogen af hvis unge Tyende de kunne have i deres Huse, men at de end heller, Morgen og Aften, foruden daglige Bønner, besynderlig paa de hellige Dage, lære de Unge over alt, som de have hos sig, det de selv tilforn have lært, indtil de af Præsten og degnen rettes i hvis tlforn ikke var fattet, og ydermere i Lutheri Forklaring kunne undervises, uden de ville hver gang der paaklages, være skyldige for Helligbrøde, eller omsider straffes med Kirkens Diciplin, som for Modvillighed og Ugudelighed.
2-8-1
Præsterne have intet med Egte-Personer paa Egteskabs vegne at skaffe, uden at trolove og vie dem sammen, og at undervise deris bekymrede Samvittigheder.
2-8-2
Trolovelsen og Sammenvielsen skulle de forrette med de sædvanlige Ceremonier.
2-8-3
De maa ingen i de forbudte Leed, ej heller nogle Ubekientem som ej deris egne Sognefolk, trolove, eller vie tilsammen, før end de fremvise deris Skidsmaal fra den Stæd de komne ere, eller have trofaste Vidner og Forlovere, at de for anden Trolovelse og Egteskab ere fri;  Ej heller, naar der er gjort lovlig Forbud, før end ved endelig Dom er kient udi Sagen.
2-8-4
De maa og ingen vie sammen, før end der om deris Egteskab er tre Søndager forkyndet paa Prædikestoelen;  Ej heller nogen Enkemand, eller Enkeqvinde, før end de have holdet Skifte, og giort Rigtighed med deris Medarvinger.
2-8-5
Trolovelser og Vielser skulle ej holdis i andet Sogn, end Fæstemøen, eller Qvinden er, og sig opholder udi, uden det skeer med hendis Sognepræstis Samtykke.
2-8-6
Præsterne skulle alvorligen forbyde de trolovede Personer at søge Seng sammen, før end de i Kirken i Egteskab retteligen bliver samlede.
2-8-7
Hver Præst skal have én Bog at tegne ved Dag og Tid deris Navne udi, som hand trolover og vier tilsammen, saa ogsaa de Børns, som hand døber i sit Sogn, Egte og Uegte, tillige med Faddernis Navne.
2-15-1
Til Dægne skal herefter alleene forordnis Studentere, som skulle tage deris Kaldsbrev på Embedet af den, som Rettighed haver at kalde, og saa overhøris af Superintendenten, om de dertil dygtige ere. 
2-15-2
Dægnene paa Landsbyen skulle foruden den Undervisning, som skeer om Søndagen, ogsaa eengang om Ugen undervise Ungdommen i Børnelærdommen, saa at udi hver Uge udi Sognet det heele Sogns Ungdom eengang bliver af Dægnen undervist,og paa det sligt dis beqvemmeligere skee kand, skal Ungdommen af Torper og smaa Byer firføje sig til den Stæd, som Dægnen dem henstævner med Præstens Villie og Raad.
2-23-1
Bønder og meenig Almue, Husmænd, Inderster, Pebersvenne og Tienestefolk, som bruge Kornsæd, og alle andre, som nogen Bondejord besaae, skulle til gode Rede tiende hver tiende Næg, eller Kærv, af alle Slags Korn, Rug, Byg, Hvede, Boghvede, Havre, Erter, Vikker, saa som Afgrøden falder paa hvert Stykke Jord, eller Ager;  Men af hvis ikke saais, deraf givis intet ti tiende.
2-23-4
Tienden skal deelis i tre lige Deele, til Kongen, Kirken og Præsten, efter den brug og Skik, som hidentil været haver.

Tredie Bog: Om verdslig- og huusstand

3-13-1
Ingen skal udvises af sin Gård, som hand haver fæst af sin Husbond, så længe hand holder den ved Hævd og Bygning, og den forbedrer, og lovligen gøder sin Jord i Marken, og giver sin Skyld i lovlig Tid, som er Smørskyld til Sancti Hans Dag Midsommer, Kornskyld til Sancti Mortens Dag, og andre små Bede, Giesteri og Oldengield, og anden Rettighed, hver til sin tilbørlig Tid, og er sin Husbond og hans Fuldmægtig i hans Fraværelse hørig og lydig, og ej låner, lejer, eller fæster, fra sin Gaards Ager, Eng, eller noget af Gaardens Tilliggelse, eller tilsteder nogen anden at bruge noget af Gaardens Tilliggelse, og ej hugger i de Skove, der tilligge, i nogen Måde, uden sin Husbonds, eller hans visse Buds, Minde.
3-13-2
Forbryder Bonden sig imod noget af disse Stykker, da haver hand sin Gaard forbrudt.
3-13-3
Haver Husbonden ingen Gaard, eller Hus, at bo udi, og hand i egen Person vil besidde den Gaard, som Bonden i Fæste haver, da skal hand sige Bonden til derom Sancti Hans dag Midsommer, og give hannem sit Fæste igien, og betale hannem hvis bevislig Omkostning og Forbedring paa Gaarden baade i Bye og Mark hand gjort haver, og da bør Bonden at flytte af Gaarden til næstfølgendis Voldermisse.
3-13-13
Bonde maa ej indgrave, eller indelukke, nogen Ager, Eng, eller Jordbond, uden hans Husbonds Minde eller alle Lodsejeris Samtykke;  Ej heller aflukke enten Folke- eller Fægang, hvor den haver værit af Alders Tid. 
3-13-23
Ingen Haandverksmand maa boe paa Landsbyen, undtagen Grovsmede, Tømmermænd, Bødkere, Teglbrændere, Pottemagere, som giøre sorte potter,Hiulmænd, Murmestere, Skindere, Vævere, som væve Vadmel, Blaar- og Hampelærit, Skrædere, som sye Vadmel, og de Skomagere, som sye Bønderskoe. 
3-17-2
Umyndige Børns Værge efter Moders Død er Fader;  Efter Faders Død er Broder, som sine fulde fem og tyve Aar endet haver.  Er der fleere Brødre Fuldbrødre til de Umyndige, da er den næst at være Værge, som er ælst;  Men ere de Halvbrødre, da skal den være Værge, som er næst paa Fæderne Side.  Er ikke Broder til, da er Farfader næst at værge.  Er ej Farfader, da er Morfader næste Værge.  Er hand ej til, da er Farbroder.  Er hand ej, da er Morbroder. Er ingen af dennem til, da skal næste i Byrd være Værge.  Faderens Frænder ere nærmere at være Værge end Møderne Frænder, om de er liige nær i Byrd, og ville vel værge.  Men er det venteligt, at nogen fød Værge skulle ilde værge, eller er uvederhæftig, eller ingen fød Værge er til, da sette Øvrigheden med Overformyndernis Samtykke, hvor de ere forordnede, den til Værge, som de sikkerst Børnegodset kunne betroe, saa som de agter selv at svare til.
3-17-9
Stiffader maa ej være sine Stifbørns Værge, uden at næste Frænder, eller Øvrigheden, vil det samtykke.
3-17-11
Fæstemand maa ej Fæstemøes Værge være, dog maa hand være overværendis, naar Skifte hende angaaendis holdis.
3-17-14
Naar Moder og Børnene efter Faderens Død formedelst et lovligt Skifte ere blevet adskilte, da skal det være Moderen frit for hendis Børns Gods under sit Værgemaal at beholde, og det siden, saa længe hun sider Ugift, efter Loven at forrestaa;  Dog saa, at føde, eller satte, Værger have Tilsyn, at Børnegodset ej forkommis, saa som de selv ville svare dertil.
3-17-34
Den, som er atten Aar gammel, annammer selv sit Gods at forrestaa;  Dog skal Værgen, efterat hand Afkald for Formynderskabet bekommet haver, eller én anden god Mand dertil af Øvrigheden forordnet, have fremdelis Tilsyn med den, som sit Gods at forrestaa selv til sig annammet haver, indtil hand bliver fem og tyve Aar, at hand ej Godset Unytteligen bortsetter;  Og bør derfor intet Pant, eller Skiøde, eller anden Forskrivning agtis, som af mindre Aaring settis, eller givis, uden det skeer med forskreven Curatoris Samtykke.
3-17-41
Enken maa sig Lavværge tage hvem hun vil af sine Frænder, eller anden god ærlig og fredsommelig Mand, som hende i hendis Sager med Raad og Daad kand bistaa, og med hende til Vitterlighed underskrive, hvis Forhandlinger, eller anden Magt paaliggendis, af hende foretagis.
3-17-42
Befindes Lavværgen at være Urolig og Enken Unødige Tretter at foraarsage, eller i den Maade Enken Skade at paaføre, da skal Øvrigheden forbyde Enken at bruige hans Raad, og hende én anden god Mand i hans Stæd forordne, som hun kand være tient med.
3-19-2
End giver Husbond sin Tiener, eller anden, Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare til hvad derudj forseis af den, som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igien søge Opretning.
3-14-1
Vornedrettighed i de Lande, som det hidintil brugeligt været haver, følger Husbonden med Grunden, ved hvad Maade hand den lovlig bekommet haver, og Vorneden er pligtig til at antage Huus, eller Gaard, som hans Husbond hannem paa sit eget forrelegger; Og hvis hand det icke giør, da maa Husbonden deele hannem til til Stavns med al hans Formue, om end skiønt hand sig paa andre Stæder haver boesat.
3-14-2
 
3-14-3
 
3-14-4
 

Fjerde Bog: Om Søeretten

4-1-1
 

Femte Bog: Om adkomst, gods og gæld

5-1-1
Én hver er pligtig at efterkomme hvis hand med Mund, Haand og Segl, lovet og indgaaet haver.
5-2-1
Når Nogen ved Døden afgår og efterlader sig enten umyndige eller fraværende eller udenlands eller ingen Arvinger, da skulle de som i Huset er, hvore den Afdødes Gods og Midler findes, under tilbørlig Straf straks give Stedets Øvrighed, gejstlig eller verdslig, det tilkende, som skulle forpligtede være straks ved deres Middel i Arvingernes og Frændernes nærværelse, som da kunne være tilstede, at lade forsegle hvis Gods den Afdøde tilhørte og sætte det i god Forvaring, uden hvis som til den Afdødes Begravelse og til Husholdningen, om der holdes nogen, fornødenligen behøves.  Hvilket dog alt sammen skal registreres og vurderes, og dem som i Huset er, leveres, som derfor siden skulle gøre Rede og Regnskab. 
5-2-2
Er det Husbond eller Hustru, som død er, og haver fælles Børn sammen, og den Afdøde ingen sær kuld Børn efterlader sig, da må den efterladte Person uden saaådan besegling sidde i Boet indtil 30.e dagen, med mindre der stor vidtløftig Gæld i Boet findes.  Thi da skal Boet straks forsegles.
5-2-3
På tredivende Dag skal Boen af Rettens Middel og de myndige nærværende Arvinger og de umyndiges og fraværendis Formyndere og Frænder rigtig registreres, og af uvillige Personer lovligen vurderis, saa og al Indgield og Udgield, saa vit vidis kand, rigtig antegnis. 
5-2-4
Ere Arvingerne inden Bye, da skulle de på tredivende Dag efter den Dødis Afgang møde i Sterfboen.  Ere de uden Bye og i Provincien, da skulle de komme til siette Ugis Dag.  End ere de uden Provincien, da kommer de til tolvte Ugis Dag.  Men ere de uden Riget, da have de Aar og dags Frist, som er et Aar og sex Uger, og skal Stedets Øvrighed være forpligtet at give saadanne fraværende Arvinger det tilkiende paa Sterfboens Bekostning, saa snart det dennem af de vedkommende tilkiende givis, hvem og hvor de ere, som arve skulle. 
5-2-8
End er Arving i ingen lovlig Forfald, og søgte ej Arv enten personlig, eller ved Skrivelse, i Tide, og det bevisis, at hand viste, at Arven falden var, have Skade for Hiemgield, om noget af hans tilfalden Arv forkommer, eller bliver Uvis.
5-2-11
Ere ingen rette Arvinger til inden syvende Mand, eller og rette Arving udebliver i femten Aar, i hvad Forfald hand kand skyde paa, da hør Arven Kongen til, saa fremt hand er i Live.  men hvis hans Medarvinger bevise, at hand er død inden de femten Aar, da falder hans Lod hans Medarvinger til. 
5-2-12
Siger Hustrue
5-2-13  Ingen Enkemand, eller Enkeqvinde, maa indlade sig i nyt Ægteskab, før end der er holdet rigtigt Skifte med den Afdødis Børn, eller Arvinger.
5-2-14 
Naar skiftis skal, og Boen rigtig registreret og vurderet er, som sagt er, da skal først, før end nogen arve kan, al den bortskyldige Gield, som rigtig befindis, af fællis Boe betalis, først af Boepenge og rørendis Gods, saa vit det tilrekker, siden af Jord og Urørendis Gods, om det rørendis ikke kand tilstrække, hvilket den Efterlevendis, om hand det begærer, og hand dertil at samtlige Arvinger betrois, maa til sig annamme til Gieldens Afleggelse.  Ellers maa Arvingerne og deris Formyndere med Rettens Middels Betænkende og Bistand giøre én hver Creditori, som det begæres, strax Udlæg af Boen for hvis hand bevisligen og billigen fordrer, først af Løsøre og siden af Jordegods;  Dog skal ingen Creditor, særdelis den, som haver rigtig Haandskrift paa sin Fordring, nødis til at tage imod noget saadant Udlæg, dersom hand vil lade sin Gield blive hos Arvingerne bestaaendis, og dennem den betroe.
5-2-16
Øvrigheden skal have flittig indseende med at alting på skiftet kristeligen og retfærdeligen tilgår på alle sider, med mindre de ville stande derfor til rette, dersom noget for deres forsømmelse med deres videnskab ulovligen at være handlet befindes.  Men hvis arvingerne er alle myndige og tilstede, da haver øvrigheden intet dermed at befatte sig, uden det af dem begæres.
5-2-19
5-2-24
Naar Boen skal skiftis, og den kand tilstrekke, og alle Creditorer kand af den blive fornøjede, da tager den Efterlevendis saa meget forud af den beholden Boe til sin Begravelse, som billigen paa den Afdødis Begravelse er anvent.
5-2-25
I dette Tilfald beholder og Hustruen sin Fæstensgave, eller Morgengave, hvilken af den Lod skal betalis, som Husbondens Arvinger tilfalder, saa fremt hun vil affstaa den Broderlod, som hende ellers tillagt er efter hendis Husbond.
5-2-26
Kan Boen ej tilstrekke, da mister den Efterlevendis Vederlag for Begravelse og Hustruen sin Fæstensgave, eller Morgengave.
5-2-29
Mandsperson tager to lodder imod een Qvindisperson tager een , i alle arve. 
5-14-4
Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse, eller med nyt Brev, eller Creditorens Opsigelse, eller Beskikkelse, eller Tingsvidne ere fornyede.

Sjette Bog: Om Misgierninger

6-4-1
Hvo, som laster Kongen, eller Dronningen, til Beskæmmelse, eller deris og deris Børns Liv eftertragter, have forbrut Ære, Liv og Gods, den højre Haand af hannem levendis afhuggis, Kroppen parteris og leggis paa Stægle og Hiul, og Hovedet med Haanden settis paa én Stage.  Undkommer Misdæderen, og ikke kand lide paa Legemet, da bør Straffen at skee paa hans Billede og Efterlignelse.  Er Misdæderen af Adel, eller højere Stand, da skal hans Vaaben af Bøddelen sønderbrydis, og alle hans Livs Arvinger miste deris Stand og Stamme.
 
6-5-5
Husbond maa refse sine Børn og Tyende med Kæp, eller Vond, og ej med Vaaben;  Men giør hand dem Saar med Aad, eller Eg, eller slaar dem Lemmer sønder, eller skader dem paa deris Helbred, da straffis hand saa som hand én fremmet hafde giort Skade.
6-6-7 
Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet settis paa én Stage.
6-7-16 
Drager mand sit Sværd, eller Kniv, eller spænder sin Bysse og legger Hanen paa, imod anden med vred Hue i Kongens Gaard, da skal hand stingis igiennem sin Haand, om hand bliver greben med ferske Gierninger, enddog hand ingen Skade giorde dermed.
6-10-2
Fanger mand Skade af anden Mands Hors, eller Nød, eller noget andet Fæ, eller Hund, som gaar løs, og den som Skaden fik, ikke selv foraarsagede det, da skal den, som Fæet eller Hunden ejer, give Badskerløn. End fanger hand Lyde deraf, da bøde den, der Fæet eller Hunden ejer, Lyden efter Sagens Beskaffenhed. 
6-10-5
Bide, stange, eller slaa, een Mands Bæster, eller Fæ, anden Mands Bæster eller Fæ ihiel, da skal den, som ejer Bæst, eller Fæ, der Skaden giorde, betale den anden half saa meget, som det Bæst, eller Fæ, var værdt, der dræbt blev, saa fremt at det, som dræbt blev, var saa got, eller bedre, end som det, der dræbte; Men var det, som dræbt blev, ringere end det, som dræbte, da skal dets fulde Værd betalis. 
6-11-3 
Hugge to Mænd i Skoven sammen, og dend eenis Øxe slipper af Skaftet uden hans Villie, og hand giør sin Eed derpaa, da er det Vaade, hvad Skade deraf skeer, og bødis intet derfor.
6-13-15
Omgændelse, som er imod Naturen, straffis med Baal og Brand.
6-13-16
Dersom nogen voldtager én ærlig Møe, eller Enke, og det bevises, miste sit Liv, eller, om hand ej betrædis, være fredløs;  Men om hannem benaadis Livet, tage sig hende til Hustrue, om hun og hendis Formyndere og Frænder ville;  Men ville de ikke, give hende af sine Penge og Gods efter fællis Venners Raad og Samtykke.
6-13-17
Hvo som noget Qvindfolk vil med Vold tage, og hendis Raab og Skrig om Hiælp høris, og synis blaat Kiød, eller revne Klæder, hand miste sit Liv, enddog hand sin Villie ikke fuldkom.
6-14-7
Vil nogen ej flytte af Lejehuus, naar hand lovlig udsagt er, til rette Fardag, eller blive i det Huus besidendis, som hand ingen Ret haver til, eller er eengang fradømt, imod Ejermandens Villie, (da bøde hand sine Voldsbøder, og) Ejermanden have Magt uden videre Dom ved rettens Middel at giøre Huset ryddeligt. 
6-15-11
Hvo som pløjer og saaer uden Kære, og den tier, som Jorden ejer, hand skal lovligen bevise, at hand hafde den Ager med Lov og Villie; Kand hand ej det lovligen bevise, da haver hand Sæden og sit Arbejd forbrut. End siger hand (med Eed) at hand saade den Ager af Vaade og meente, at det var hans, da bør hand at have sin Frøegield igien, men have tabt sit Arbejd. 
6-17-5
Torvekiøber mand nogen staalne Koster, og Ejermanden kommer og kiender sig derved, da bør den, som kiøbte, (lovligen med Vidne) at bevise, at hand torvekiøbte dem, og (giøre sin Eed) at hand hverken er Tyv, eller Tyvs Medvider, og veed ej hvo hans Kiøbmand var, og have dog tabt sit Værd. Kand han opspørge sin Kiøbmand, da søge hos hannem sin Skadis Oprejsning. 

Straffeloven (Lovbekendtgørelse 2000-09-06 nr 849)

INDHOLDSFORTEGNELSE
Almindelig del
 1. kap §§ 1-2    Indledende bestemmelser
 2.  -    §§ 3-12  Almindelige betingelser for strafferetlige bestemmelsers anvendelse
 3.  -    §§ 13-20 Strafbarhedsbetingelser
 4.  -    §§ 21-24 Forsøg og medvirken
 5.  -    Strafansvar for juridiske personer
 6.  -    §§ 31-55 Straffene
 7.  -    §§ 56-61a Betingede domme
 8.  -    §§ 62-67 Samfundstjeneste
 9.  -    §§ 68-79 Andre retsfølger af den strafbare handling
10.  -   §§  80-91 Straffens fastsættelse
11.  -   §§ 92-97c Ophør af den strafbare handlings retsfølger

Særlig del
12. kap §§  98-110f Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed
13.  -    §§ 111-118a Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv
14.  -    §§ 119-132a Forbrydelser mod den offentlige myndighed mv
15.  -    §§ 133-143 Forbrydelser mod den offentlige orden og fred
16.  -    §§ 144-157 Forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv
17.  -    §§ 158-165 Falsk forklaring og falsk anklage
18.  -    §§ 166-170 Forbrydelser vedrørende penge
19.  -    §§ 171-179 Forbrydelser vedrørende bevismidler
20.  -    §§ 180-192 Almenfarlige forbrydelser
21.  -    §§ 193-196 Forskellige almenskadelige handlinger
22.  -    §§ 197-207 Betleri og skadelig erhvervsvirksomhed
23.  -    §§ 208-215 Forbrydelser i familieforhold
24.  -   §§ 216-236 Forbrydelser mod kønssædeligheden
25.  -   §§ 237-259 Forbrydelser mod liv og legeme
26.  -    §§ 260-262 Forbrydelser mod den personlige frihed
27.  -    §§ 263-275a Freds- og ærekrænkelser
28.  -    §§ 276-290 Berigelsesforbrydelser.
29.  -    §§ 291-305 Andre strafbare formuekrænkelser
30.  -    § 306 Særlige bestemmelser om juridiske personer

24. kapitel: Forbrydelser mod kønssædeligheden

§ 216 Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Stk 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

25. kapitel: Forbrydelser mod liv og legeme

§ 237 Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Se evt. Retsinformation