Men hvordan var livet på landet i 1700-tallets begyndelse? 

Landsbyen
Omkring 1750 boede langt de fleste mennesker i Danmark på landet. Landskabet var dengang præget af store områder med uopdyrket jord (overdrev) og landsbyer, hvor gårde og huse lå tæt sammenbyggede. Omkring landsbyen lå de opdyrkede jorder. Kun på Bornholm og i de magre hedeegne i Jylland var enkeltgårdene dominerende. En landsby kunne før landboreformerne rumme op til 15-20 gårde foruden husmandshuse og håndværkerhjem. Desuden var der i de større landsbyer også en kirke, skole, smedje og evt. et fattighus. Bygningerne lå som regel samlet omkring et fællesareal, forten eller gaden. Her kunne smådyr græsse, og mange steder lå der også et gadekær, hvor dyrene kunne vandes, og hvor man kunne hente vand, hvis der opstod ildebrand.

Landsbyens beboere
De største hushold fandtes på gårdene, hvor der udover gårdmandsfamilien også boede tjenestekarle og piger. Gårdmandsbørnene kunne, når de var konfirmerede, ofte træde i en karls eller piges sted, og således blive boende hjemme længere end husmands- og håndværkerbørnene. I travle perioder, f.eks. i høsten, blev der knyttet ekstra arbejdskraft til gården - ofte folk fra husmandsstanden.

Husholdet på husmandsstederne lignede mere den kernefamilie, vi kender i dag med far, mor og deres børn. Her var ikke mulighed for, at børnene kunne blive hjemme. Allerede fra 7-8 års alderen blev de sendt ud at tjene på gårdene som lille-pige eller tjenestedreng.  Alle medlemmer af husstanden i såvel hus som på gård havde en funktion i det daglige arbejde. Ingen af de voksne medlemmer kunne undværes, og hvis den ene ægtefælle døde, giftede den anden sig som oftest inden for meget kort tid. Det var dog ikke alle personer, der indgik i en husstand. En enlig mand, kvinde eller et ægtepar kunne bo til leje i et rum på en gård eller i et hus (inderste). Mange var også henvist til at leve en kummerlig tilværelse rundt om på landevejene eller i fattighusene.

Driftsformen
Trevangsbruget var den almindeligste driftsform på øerne og i dele af Østjylland. En af de 3 vange lå årligt hen med græs, for at jorden kunne hvile. På de andre 2 vange blev der sået rug (vintersæd) og byg (vårsæd). Disse vange var alt efter kvalitet inddelt i et antal mindre jordstykker, åse, der igen var inddelt i agre. Hver gård havde en ager i hver ås. På denne måde fik gårdene del i både den gode og den dårlige jord. Til gengæld kunne den enkelte gård have 100 jordstykker fordelt i alle vangene. Megen tid gik med at komme rundt til de forskellige jordstykker. På græsvangen havde gårdmændene deres kreaturer gående. På overdrevet havde både husmænd og gårdmænd ret til at lade deres dyr græsse.

Perioden frem til landboreformerne i 1780-1790.erne kaldes ofte for fællesskabstiden, men et egentligt dyrkningsfællesskab var der ikke tale om. Hver gårdmand havde sine egne redskaber og bearbejdede kun sine egne agre. Men pløjning, såning og høst måtte udføres samtidigt, for at man ikke skulle ødelægge naboens arbejde eller få sit eget ødelagt.

Bystævne og oldermænd
Landsbyens gårdmænd mødtes ved bystævnet, der som regel var en cirkel af store sten, en for hver gård, placeret omkring et lindetræ. Oldermanden (oprindeligt den ældste mand i landsbyen) blæste i byhornet, når rådslagningen skulle finde sted, og derefter aftalte man et tidspunkt for, hvornår de forskellige arbejder skulle påbegyndes. Hvervet som oldermand gik på omgang blandt byens gårdmænd og kunne ikke besiddes af en kvinde. En kvinde kunne i det hele taget kun undtagelsesvis komme til bystævne, hvis hun var enke eller hendes mand var syg. Heller ikke husmænd eller håndværkere havde ret til at deltage i beslutningsprocesserne. Foruden sager vedrørende jorddyrkningen diskuterede man også ansættelse af byens smed eller hyrde, anskaffelse af en fælles bytyr, forholdsregler over for de fattige, etc.

Godset og fæstesystemet
Landsbyens beboere ejede kun de færreste steder den jord, de dyrkede, eller de bygninger de boede i. De var fæstebønder, d.v.s. gård- eller husfæstere under et gods, som var ejet af en adelig eller borgerlig godsejer, kronen eller en institution, f.eks. Københavns Universitet.  Kronborg amt var dengang på nær det lille Krogerup Gods ved Humlebæk var krongods.

I det daglige så fæstebønderne på krongodset intet til deres herskab, hans kongelige majestæt, der forvaltede godset via amtmanden og dennes repræsentant regimentsskriveren.  Godsets indtægter kom fra hovedgårdsjorden, dyrket af godset selv, dvs fæstebønderne, og fra bøndergodset (fæstegårde og huse) i form af afgifter. Fæstebønderne havde brugsretten over jord og bygninger mod at betale en række ydelser. Ved overtagelsen af gården eller huset skulle der skrives fæstebrev og betales en indfæstningsafgift. I fæstebrevet stod, hvor meget, der skulle betales i årlig landgilde til godsejeren. Denne ydelse lå fast og kunne på en middelstor sjællandsk gård udgøre: 2 tdr. rug, 5 tdr. byg, 2 tdr. havre, l lam, l gås, nogle høns og 20 æg. Landgildets størrelse kunne variere meget fra gods til gods. Fæsteren skulle endvidere yde hoveri (en arbejdsydelse) til godsejeren. Hvor meget arbejdskraft den enkelte bonde skulle stille til rådighed afhang af, hvilket gods han hørte under.

Avlingshoveriet var det egentlige landbrugsarbejde, der skulle udføres på hovedgårdens marker (pløjning, såning, harvning, høst, tærskning, m.m.). Dette arbejde kolliderede ofte med, at bonden selv skulle udføre det samme på sine marker, og han måtte så enten lade sit eget arbejde vente eller forsøge at købe sig fra pligterne ved at betale en husmand for at udføre arbejdet. Foruden avlingshoveriet var der også småhoveriet, som kunne være hjælp i hovedgårdens husholdning (bagning, slagtning, vask, havearbejde m.m.). Småhoveriet blev ofte udført af husmænd, der normalt skulle yde ugedagstjeneste d.v.s. 52 dage om året. Hoveriet for en fæstegård kunne derimod komme op på over 200 dage om året, såfremt ydelsen ikke blev erlagt i penge (hoveriafløsning).  Foruden indfæstning (engangsydelse), landgilde og hoveri skulle fæstebonden også betale tiende til præsten og skatter til kongen.