Folketællinger
         

Danmark's Amter
    Danmark's Amter:
  • Bornholm
  • Frederiksborg
  • Haderslev
  • Hjørring
  • Holbæk
  • København
  • Maribo
  • Odense
  • Præstø
  • Randers
  • Ribe
  • Ringkøbing
  • Roskilde
  • Skanderborg
  • Sorø
  • Svendborg
  • Sønderborg
  • Thisted
  • Tønder
  • Vejle
  • Viborg
  • Åbenrå
  • Ålborg
  • Århus
  
           
    De første folketællinger

Den første egentlige folketælling (FKT 1769) blev foretaget i 1769, men dels er den for størstepartens vedkommende gået tabt, dels havde den kun statistisk betydning i og med at den ikke meddelte personnavne, men kun opgjorde det enkelte sogns indbyggere efter køn, alder og stand.  Da rækkevidden af de fejl, som navnlig den uklare rubricering, ikke nærmere kan bestemmes, må det erkendes, at folketællingens oplysninger om stand, næringsvej eller ægteskabelig stilling ikke kan anses for så pålidelige, at der kan bygges på dem. 

I 1771 fulgte derfor de såkaldte Oederske Efterretninger angående ægteparrenes, enkemændenes og enkernes antal i København, Sjælland, Møn og Bornholm (OEDER 1771), udarbejdet af finansråd G.C.Oeder efter en kabinetsordre af 20. februar 1771 med det formål at udarbejde en plan til indretning af en almindelig enkekasse.  I den anledning blev der fra sognepræsterne indhentet efterretninger om samtlige ægtepar, enkemænd og enker I Sjællands stift.  Så godt som alle de originale sognelister er bevaret.  Også denne "folketælling" har sine mangler, idet den kun oplyste mandens navn, stand, alder, erhverv og ægteskabelige stilling samt hustruens alder, men ikke hendes navn.  For enkers/enkemænds vedkommende gaves oplysninger om, hvor mange år enkestanden havde varet samt antallet af overlevende børn.  Oplysninger om børn eller andre personer i husstanden blev ikke meddelt.  Til trods herfor er de Oederske Efterretninger et særdeles værdifuldt befolkningsstatistisk kildemateriale og uundværlig til belysning af erhvervsaforhold på Sjælland omkring 1770.

Først i 1787 kom den første folketælling (FKT 1787) i moderne forstand, omend også denne har sine mangler. Folketællingen registrerer sognets beboere pr. 1. juli 1787 og angiver byernes eller stedernes navne, familiernes antal og personernes fulde navne, om børnene er ægte eller uægte, af første, andet eller hvilket ægteskab, personernes alder, det løbende alders år iberegnet, ugift eller gift, og hvor ofte de haver været i ægteskab eller enkestand, personernes titel, embede, forretning, håndværk eller næringsvej, samt endelig summa på folketallet i hver by og sogn med videre. Den næste folketælling fandt først sted pr. 1/2 1801 og udvider antallet af oplysninger.  Siden fulgte folketællinger fra 1834, 1840 og 1845 osv. med 5 års intervaller. 
Folketællingerne hører til nogle af de mest benyttede og lettest tilgængelige arkivalier, og deres pålidelighed er generelt set god. Anvendelsesmulighederne er - når de bruges kritisk og under inddragelse af andet kildemateriale som eksempelvis kirkebøger, jordebøger mm. - indlysende mange, her skal eksempelvis kun påpeges navneskik, aldersfordeling, kønsfordeling, befolkningsfordeling, erhvervsfordeling, fertilitet, ægteskabshyppighed, husholdsstørrelser, mobilitet og social struktur. (Byskriveren)
     
    Hvad man bl.a. kan bruge folketællingerne til.

General Landvæsens Collegiet udskrev i 1770 en prisopgave over emnet: Hvilke er årsagerne, som hindre folkemængdens tiltagelse i bondestanden i Danmark? og hvorledes kunne disse bekvemmest hæves såvel ved love immediate (direkte) som ved andre indretninger mediate (indirekte)? Førsteprisen vandt den tyskfødte kapellan i Gjerlev sogn ved Randers Johan Ditlev Wilhelm Westenholtz med afhandlingen "Om folkemængden i bondestanden". I afhandlingen konstaterer han den foruroligende ringe befolkningstilvækst i den danske landbobefolkning, hvilket efter hans formening skyldes følgende årsager:
Godssystemet, driftsfællesskabet, bondestandens gennemgående usle levevilkår, den deraf følgende uvilje mod at gifte sig og sætte børn i verden, de slette hygiejniske forhold, hvorunder befolkningen lever, de mange rømninger fra landet, ja flugten fra bondegerningen i det hele taget. Som midler mod den truende affolkning af landdistrikterne fremsætter Westenholtz et stort og radikalt reformprogram: han kræver selveje eller i det mindste arvefæste, hoveriets afskaffelse, fællesskabets ophævelse, tiendens afskaffelse samt udparcellering af større bøndergårde.
 
Som model på den danske bondebefolknings situation valgte prisvinderen en landsby, som han kendte ud og ind. Der lever i præstegård, degnebolig, 21 gårde og 9 huse 204 mennesker, deraf 138 i en alder, der tillader dem at deltage i slægtens videreførelse. Byen er så lykkelig, som en bondeby kan være i Danmark. Jorden er vel ikke den bedste, men giver dog næring til alle. Vel er ingen selvejere, men de har heller ikke strenge herrer over sig, og er fri for hoveri bortset fra nogle få tjenester om året. En snes børn skulle gerne fødes hvert år, mener præsten, men der er kun et halvt hundrede ægtefolk, og kun i godt halvdelen af ægteskaberne fødes der stadig børn. Der er, siger Westenholtz, kun 7 par, på hvilke man kan gøre regning i henseende til folkemængdens vedligeholdelse, og der fødes hvert år kun 5 børn i gennemsnit - altså 2½% af den samlede folkemængde.

Om årsagen til denne tilstand skriver Westenholtz med henblik på bondestanden: "I gamle dage giftedes hvem der ville og kunne. Det må de nu ikke, det kan de nu ikke, det gør de nu ikke. Hvorfor ikke? Fordi hver en by er besat med et vist antal gårdmænd og et vist antal husmænd. Flere steder må og skal der ikke være at bo på. Ville nogen ny kolonist nedsætte sig i landsbyen, det tillades ham ikke. Husmænd, gårdmænd ja herremanden selv ville snart enes om at bortvise den nye kolonist, så om nu alle steder i byen er besat, så findes der ingen bopæl eller rum mere for andre, før en bortdør og oplader sit sted til en af de hidtil ugifte bønderfolk. Folkemængden kan i byen aldrig blive større, skønt der meget vel kunne leve flere folk. Sådan går det næsten overalt i Danmark. Der er et vist antal bopæle for bønderfolk, flere tillades ikke, altså kommer der ej heller flere bondefamilier. Alle øvrige ugifte unge bønderfolk må undvære bopæl, og bondestandens folkemængde i Danmark tiltager aldrig".

Det var i sidste halvdel af det 18. århundrede en almindelig antagelse, at de overmåde mange ufrugtbare ægteskaber fortrinsvis skyldtes det forhold, at ældre enker meget ofte giftede sig med unge karle. Aldersforskellen mellem ægtefællerne skulle med andre ord gennemgående være meget betydelig.

Hans Chr. Johansen gennemførte i begyndelsen af 1970.erne en stikprøveundersøgelse af befolkningsforholdene i 26 repræsentative landsogne på grundlag af 5 kildeudgaver: sognenes kirkebøger (dåbs-, vielses- og begravelsesregistre 1741/1755-1801) sammenholdt med sognenes mandtalslister (folketællingerne 1787 og 1801). De indsamlede personoplysninger blev herefter bearbejdet med henblik på om muligt at udarbejde landsdækkende demografiske tabeller over den danske landbobefolkning i sidste halvdel af det 18. århundrede med udgangspunkt i kirkebøgerne og folketællingerne 1787 og 1801.

Nærværende projekt har til formål at udarbejde et tilsvarende demografisk talmateriale over bønder og andet godtfolk i sidste halvdel af 1700-tallets Asminderød sogn med udgangspunkt i sognets kirkebogsregistre 1766-1801 samt folketællingerne 1787 og 1801 sammenholdt med De Oederske Efterretninger for ægtepar 1771.  (Byskriveren)