Enedes arvingerne ikke eller var der umyndige arvinger - hvilket var tilfældet i de flere dødsboer - foretoges registrering over boets indgæld (formue) og udgæld (gæld).  Under indgælden anførtes boets aktiver, der på en fæstegård udelukkende omfattede effekter (indbo, besætning og redskaber).  Under udgælden foretoges først en sequestrering efter forordningen af 10/8 1695 gældende for ryttergodser (ved forordningen af 15/1 1701 blev bestemmelserne udstrakt til at gælde hele landet), hvorefter der forud for alt andet skulle udtages 6 "dygtige" heste (bæster), 2 stude, 3 køer, 6 får samt vogn, plov og harve samt såsæd af alle slags, alt til gårdens fortsatte daglige drift..  Dernæst  skulle udtages midler til gårdens brøstfæld, udlæg til de kongelige skatter, lån og forstrækninger, skiftets omkostninger og til sidst de øvrige kreditorers krav. Såfremt boet herefter udviste overskud blev dette fordelt med halvdelen til den overlevende ægtefælle, resten deltes mellem børnene dog således, at en broderpart var dobbelt så stor som en søsterpart, jf. Danske Lov 5-2-29.

Såfremt skifternes kildeværdi skal have nogen betydning må det første krav være, at alt væsentligt tages med.  Vi må ihvertfald konkludere, at vurderingsmændene i almindelighed har bestræbt sig på at få selv de mindste og undertiden værdiløse ting med.  Hvad værdigenstande angår finder man ofte i de mere velhavende boer kobber- og tinvarer, sjældnere sølv.  Penge nævnes så godt som aldrig, så det var helt usædvanligt, at boet efter husmanden Peder Svendsen i Langstrup i 1733 udviste en kontantbeholdning på 70 sletdaler.  I hjemmet var - ligeså usædvanligt i et husmandshjem - såvel jernkakkelovn som kobberkedel. 

Man kunne rejse det spørgsmål, hvorvidt penge og andre værdier blev stukket til side inden vurdering fandt sted. På den ene side ville det være en naturlig handling i og med at de fleste stervboer var insolvente, når kronen - dengang som nu - havde taget sin part. På den anden side var der få rede penge i omløb i datidens bondesamfund, hvor den hele økonomi var baseret på salg og ombytning af varer, hovedsagelig korn og kreaturer.  Der er ejheller nogen tvivl om, at vurderingsmændene (sognefogederne) under amtsforvalterens/regimentsskriverens skarpe opsyn var rimeligt nidkære og endelig var der en åbenbar risiko for, at arvingerne ikke kunne blive enige om fordelingen af det boet unddragne, hvilken uenighed let kunne komme til øvrighedens kundskab.  Ved skiftet i 1663 efter afg. gårdmand i Langstrup Peder Børgesen anmeldte en af vurderingsmændene (Børre Alfsen i Asminderød) til skiftemyndigheden, at der var ført et par stude fra gården efter den salig mands død, "men sligt kan hænde og eragtes at være sket ved underfundighed". 

Det næste spørgsmål bliver nu:  giver skiftets vurderingssummer nu også et korrekt udtryk for de værdier, der måtte være i boet?   Hverken de to vurderingsmænd (almindeligvis sognefogederne) eller amtsforvalteren (regimentsskriveren) kunne i kraft af deres stillinger anses for 100% objektive.  På to specielle områder er vi i stand til at følge, hvorledes der atter og atter vurderes for lavt, nemlig ved vurdering af heste og forefundet korn.  Værdien af gårdens forekommende heste (bæster) ansattes i skifterne til mellem 2 og 8 rdl., hvorimod de heste, der efter forordningen forlods skulle udtages til gårdens fortsatte drift, alle over en kam blev ansat til 8-10 rdl, med andre ord skulle de heste, der udkrævedes til gårdens fortsatte drift være af en bedre kvalitet end den almindelige bondehest.  For kornets vedkommende blev dette i langt de fleste tilfælde værdisat til en lavere takst end den gældende kapitelstakst.. En for lav ansættelse af boets aktiver kom dog ikke alene kronen til gode, også den efterfølgende fæster, der på krongodset for langt størstepartens vedkommende var en søn, svigersøn eller andet familiemedlem.

Endelig må man ved vurderingen af skifternes kildeværdi være opmærksom på 2 forhold, dels at de forskelligartede vurderinger gør en sammenligning af tilsvarende tal fra andre godser noget usikker, dels at kun en mindre procentdel af stervboerne kom til årlig registrering.  Og hvad gårdenes økonomi angår var hovedreglen på krongodset denne, at gårdfæsteren i god tid, i det mindste på de mere velstillede fæstegårde, frivilligt "oplod" sin gård til en søn eller svigersøn mod undertag, hvorfor han ved sin død blev registret som husmand eller inderste.

På det foreliggende gennemgåede skiftemateriale, der på ingen måde kan opfattes som værende repræsentativt, er der forsøgt udarbejdet en statistik over solvente contra insolvente boer, dels for hele sognet, dels for udvalgte byer.  Du kan se denne skiftestatistik her. 

I 1790 og 1792 kom forskellige forordninger om skiftevæsnets indretning og om arveafgift. Det betød, at alle dødsfald i princippet skulle registreres af skiftemyndighederne. I 1700-tallets slutning blev der også "ryddet op" i de mange "småskifteretter", som fandtes især i København. Fra 1817 blev godsejernes ret til at holde skifte begrænset kraftigt - og fra 1851 faldt den helt væk.

Mange slags "skifteprotokoller"
Oplysninger om et skifte findes i forskellige protokoller og dokumenter. Forseglingsprotokollen konstaterer, hvilke værdier, som tilhørte den døde, og hvem der skal arve. Registreringsprotokollen opremser - især i ældre tid -alle den dødes ting: køer, får, lysestager, strømper, stegepander mv. Behandlingsprotokollen eller skifteprotokollen fortæller, hvem der skal have hvad, hvad skiftet koster, hvilke udgifter boet har haft, fx til begravelsen.