Et
projekt som dette må i sagens natur fortrinsvis påregnes at
have størst interesse for den lokale befolkning. Andre og
mere kompetente personer har tidligere udgivet bøger og skrevet
artikler med relation til Asminderød sogn, først og fremmest
om Fredensborg Slot, bl.a. Jan Steenbergs: "Fredensborg Slot I-II" (1969-1979),
men også om slotsbyen Fredensborg, bl.a. Valdemar Seegers: "Fredensborg
fra Oprindelsen til vore Dage" (1915 og senere). Sognets historie
- herunder landbefolkningens levevilkår og landsbyernes udvikling
- er derimod kun sporadisk behandlet, mest indgående af sognets to
store lokalhistorikere Niels Stenfeldt (1863-1935) og Kaj Strandberg (1903-1988).
Kommunelærer
Niels Stenfeldt tog sit udgangspunkt i provstearkivalier og tegnede derudfra
et billede af egnen og dens beboere gennem tiderne, fortrinsvis de gejstlige
og disses forhold, nedfældet i et håndskrevet manuskript: "Asminderød
og Grønholt Sogne i gamle Dage" (1925), hvorimod restauratør
Kaj Strandberg med basis i matrikler, tingbøger og realregistre
beskrev sognets ejendomme og disse beboere, dokumenteret i manuskripterne:
"Byen Fredensborg og dens borgere" (1986), "Asminderød Kirkeby"
(1989, genoptrykt i bogform af Asminderød Ejerlaug i 1993) samt
et utal af lokal- og slægtshistoriske artikler med relation til sognet,
hvilken dokumentation nu er tilgængelig på Fredensborg Biblioteks
Lokalhistoriske Arkiv, der har udarbejdet en bibliografi over Kaj Strandbergs
lokalhistoriske forfatterskab.
Studier i udskiftningstiden gav senere lyst til andre
delstudier i sognets historie, især i befolkningensudvikling og familiestruktur
i 1700-tallets Asminderød sogn, hvortil især kirkebøgernes
dåbs-, trolovelses- og begravelsesregistre for perioden 1685-1801
viste sig særdeles anvendelige, ligesom Oeders
Efterretninger fra 1771 og de første folketællinger
fra 1787 og 1801
har været flittigt anvendte. Da min hustru har stærke slægtsmæssige
relationer til en stor del af sognets beboere op gennem tiderne, har behandlingen
af sognets gårdhistorie fået sin naturlige plads i projektet.
Det har på intet tidspunkt været min ambition at skrive en
sognehistorie i gængs forstand, ejheller en slægtshistorie,
omend elementer fra sådanne indgår.
Af
pladsmæssige grunde vil du på denne hjemmeside kun kunne finde
smagsprøver på de emner, der har min store interesse.
Har du kommentarer til min hjemmeside eller ønsker du at få
besvaret spørgsmål af lokal- eller slægtshistorisk karakter
med relation til Asminderød sogn (incl. nuværende Humlebæk
sogn) er du velkommen til at sende mig en E-mail.
|