Som 20-årig giftede han sig med Frederik 6.s yngste datter, Vilhelmine. Med tiden blev ægteskabet præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. En aften han havde truet Vilhelmine og drukket tæt i hendes soveværelse, blev det for meget for Frederik 6., der i 1834 forviste ham til Jægerspris Slot og forlangte skilsmisse for datteren.  Et efterfølgende ophold i Fredericia blev indledningen til bekendtskabet med den kvinde der fik størst betydning for ham, danserinde og senere modehandlerske Louise Rasmussen.

Den 20. januar 1848 døde Christian 8., og blev nu efterfulgt af sin uerfarne 39-årige søn Frederik 7. Der var stor tvivl om Frederik 7.s evner som regent, og det var med bange anelser offentligheden tog imod ham. Han havde kun været medlem af statsrådet siden 1841 og nærede ikke den store interesse for politik. Når han alligevel blev en af de mest populære konger i danmarkshistorien skyldes det først og fremmest, at han opgav enevælden og gav Danmark en fri forfatning ved underskrivelsen af Junigrundloven.

Christian 8. havde i sit afskedsbrev rådet Frederik 7. til at holde sig til det gamle ministerium og pålagt ham at udstede en fælles forfatning for Danmark og Slesvig-Holsten.  Kort tid efter skyllede bølgerne fra den franske Februarrevolution ind over Tyskland og videre mod Danmark. Den 18. marts 1848 krævede hertugdømmerne Slesvig optaget i Det tyske Forbund, hertugdømmerne forenet og en fri forfatning.
Disse begivenheder førte til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts på Casino-teatret i København, hvor man krævede kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen Danmark til Ejderen, ankom en stor demonstration, anført af borgerrepræsentationen, næste dag til slotspladsen. Resolutionen, som blev overrakt, var skrevet af Orla Lehmann, men da regeringen i timerne forinden var trådt tilbage, kunne kongen møde demonstrationen med ordene: Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom de beder mig. Det gamle ministerium er opløst.

Med stort besvær blev der to dage senere udnævnt et nyt ministerium, med deltagelse af både liberale og konservative.  Kongen erklærede overfor det nye ministerium, at han nu betragtede enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge. Frederik 7. ville desuden kun møde i statsrådet når han blev indbudt.
Efter nogle begivenhedsrige dage, var det en træt konge, der lakonisk kommenterede sin nye situation således: Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider. 

I Slesvig-Holsten benyttede man regeringsskiftet til at bryde med den fælles forfatning. Den danske regering slog fast, at Slesvig under alle omstændigheder skulle forblive dansk, mens Holsten var velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund.

Følgen af disse uenigheder i 1848 blev Treårskrigen, hvor det i første omgang lykkedes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen. Preussen greb ind i krigen, og efter et dansk nederlag ved Slesvig by, blev Jylland besat op til omkring Århus. I august dikterede de europæiske stormagter en våbenhvile – men under de efterfølgende forhandlinger nægtede Frederik 7. den danske forhandlingsdelegation tilladelse til, at forhandle et engelsk forslag om en deling af Slesvig. Det bevirkede at krigen fortsatte, og efter en dansk sejr ved Fredericia trak Preussen sig ud af krigen og sluttede våbenstilstand med danskerne. De slesvig-holstenske oprørere fortsatte krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag, i det største slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmpede 40.000 danske
soldater mod 34.000 slesvig-holstenere, og da slaget sluttede 12 timer senere var resultatet
5.500 døde og sårede.

Krigen sluttede således med en dansk militær sejr. Til gengæld måtte danskerne opgive det ejderdanske program og gå med til at indføre en helstatsforfatning – en ny fælles forfatning for Danmark, Slesvig og Holsten.

Fællesforfatningen fra 1855 fik en kort levetid – allerede tre år senere erklærede holstenerne den ugyldig. Mens Preussen støttede tanken om Slesvig-Holstens indlemmelse i Det tyske Forbund, arbejdede den danske regering mod en ny forfatning der indlemmede Slesvig i Danmark. Frederik 7. støttede det ejderdanske forslag, men nåede aldrig at skrive forfatningen under, da han døde to dage efter den blev færdig.

1848 Maleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848) og maleren Christen Købke (1810-1848) dør.

1849  Allerede under krigen var der blevet valgt en grundlovgivende forsamling, hvis opgave det var, at udarbejde et forslag til en fri forfatning, en grundlov.  Frederik 7. var betænkelig ved flere af bestemmelserne i forslaget og udtalte et par dage før grundloven blev underskrevet, at han fandt at: denne indeholdt bestemmelser, som han frygtede for, ej ville være til gavn for Danmarks rige – men det gik næsten altid sådan at kongen bøjede sig for flertallet i ministeriet, og da statsrådet enstemmigt rådede ham til at skrive under erklærede han, at: da han nu engang havde givet sit ord, ville han også holde det. Den 5. juni 1849 blev den officielle afslutning på 187 år med enevælde, Frederik 7. underskrev grundloven og vi fik demokrati i Danmark. 
Krigen genoptages med 41.000 mand på dansk side mode slesvig-holstenske styrker på 19.000 og preussiske styrker på 47.000.  Dybbøl erobres.  Den danske flåde lider nederlag ved Eckernförde med tab af linieskibet Christian VIII til følge. Dybbøl opgives.  Danmarks Riges grundlov underskrives af Frederik VII.

1850  Ved slaget på Isted Hede mister danskerne 845 mand, medens 2.045 blev såret og 368 toges til fange.  På slesvig-holstensk side var der 534 dræbte, 1.202 sårede og 1.072 tilfangetagne.  Treårskrigen 1848-1850 aflsluttes uden nogen sejrherre.
Kort tid efter Treårskrigens afslutning giftede Frederik 7. sig for tredje gang – og denne gang med bekendtskabet fra Fredericia i 1830'erne, Louise Rasmussen. Det var gennem bogtrykker Carl Berling, Frederik 7. i sin tid havde lært Louise at kende, og som kammerherre og privatsekretær var han en af kongens nærmeste fortrolige.

Efter brylluppet blev Louise Rasmussen udnævnt til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjalp dog ikke på de mange års forargelse og mangel på anerkendelse grevinden måtte lide under – ikke nok med at kongen havde giftet sig langt under sin stand, men Louise havde tidligere haft et forhold til Berling, med hvem hun endda havde en søn.

Aristokratiets og borgerskabets uvilje mod grevinden kunne komme til udtryk på besynderlige måder: Ved et taffel for kongen og grevinde Danner i Holsten mødte samtlige gæster demonstrativt op uden damer, hvilket en rasende Frederik 7. besvarede ved at lade Den tapre Landsoldat spille for fuldt orkester som taffelmusik.

Det var blandt den jævne befolkning at kongen havde sin popularitet, så med tiden drev hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. I 1854 købte de Jægerspris Slot af staten.  Slottet blev et skattet opholdssted for grevinde Danner og Frederik 7., og rummer i dag mange minder om dem. Efter hans død levede grevinden en stille og tilbagetrukket tilværelse. For størstedelen af sin formue oprettede hun i 1873 Frederik 7.s Stiftelse til velgørenhed, året efter døde hun og ligger begravet i Jægerspris have.

Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linie. Han døde i 1863, kun 55 år gammel, og blev begravet i Roskilde Domkirke.